Hold da helt ferie!!! Sikke en hjemtur. Det gør jeg ALDRIG igen, der skal i hvert fald lige gå et stykke tid ... Når I hører mig tale indienstur, så sig blot: askesky, så kommer jeg måske på bedre tanker

Nå, men for at starte fra begyndelsen, så var de sidste dage i Rishikesh helt forrygende. Kumbhamelaen var ved at stilne af, der var knapt så mange mennesker i gaderne og vi kunne færdes frit rundt igen, hvor det passede os uden, at politiet blandede sig i det. Det var et par dejlige dage, med skøn Yoga, bla. i hotellets have, og en helt vidunderlig tur til en meget gammel spirituel hule ved Ganges. Suryans havde forsigtigt spurgt os om vi måske var interesserede i en tur til hulen den sidste dag og det var alle heldigvis med på. Han havde hyret en bus fra det forrige årtusinde og jeg havde tidligere været en tur op langs Ganges i bjergene, så jeg var lidt bekymret, men undlod at dele det med de andre. Jeg forsøgte ikke at tænke på bremser og sådan nogle detaljer, affandt mig med absolut ingen affjedring og sendte en stille bøn til de højere magter. I løbet af de næste par timer gik det hurtigt op for alle, hvad bjerkørsel i Indien vil sige. Veje, der næppe i DK ville ha status af mere en blot hjulspor med vejarbejde, ingen og det betyder absolut ingen autoværn el. afspærring ud mod en let skridende bjergside ned mod floden. Det var ikke så stejlt, blot et par 100 m, men det er også nok. Tæt trafik på steder hvor der knap var plads til bussen alene og så lige 45 gr. varme uden aircon eller blot en simpel blæser. Men vi kom helskindet frem.

Hulen ligger ved en lille ashram helt nede ved Ganges bred. Indgangen var spærret af en gitterlåge og der ville først være adgang et par timer efter vores ankomst. Så vi fordrev ventetiden med en tur ned til floden. Det var fredfyldt og dejligt og hele området emmede af spirituelle energier og en ro, der gik helt ind i knoglerne. Da det blev tid til at besøge hulen måtte vi gå derind i hold, fordi der ikke var plads til så mange og der var også andre besøgende. Bla. en gruppe brasilianske "wannabees" i det klassiske outfit for sadhus. Men billedet blev lidt forstyrret af deres små fikse videokameraer og højrøstede stemmer. Bortset fra det var det en fin oplevelse i hulen, der igennem tuinder af år havde tjent som retreat for mange store vismænd. Energierne var stærke og spændende.

Det mest spændende var dog mødet med den gamle Swamiji fra ashrammen. Han var syg, men tog imod os i sit rum, siddende på sin seng i sine orange gevandter.  Han talte et perfekt engelsk og havde et helt forrygende humør. Han underholdte os i ½ time med anekdoter og historier fra hans liv. Meget interessant mand. Han afsluttede seancen med at spørge os, om vi vidste hvad Hari Om betød. Vi kom med forskellige bud, men han sage blot: "Det betyder hurry home" og på det tidspunkt var der ingen af os, der endnu vidste noget om vulkanen og askeskyen. Det kom vi dog til senere og huskede på Swamijis ord. Hjemturen fra hulen var lige så spændende som udturen og jeg takkede, alt hvad der kunne takkes, da jeg igen stod uskadt og fyldt af energi fra hulen og den gamle Swamiji i Laxman jhula.

På det her tidspunkt begyndte jeg at rette opmærksomheden mod verden omkring os og så på BBC for 1. gang ordet "Ashcloud" uden dog at fatte, hvilke konsekvenser det skulle få senere. Men da også Emilie skrev til mig, om jeg havde set det om skyen, begyndte jeg at undersøge situationen og kunne godt fornemme, at der kunne blive problemer. Kontaktede Vinod, GraceTours mand i Indien og han beroligede mig og sagde, at alt indtil videre gik efter planen. Så mandag morgen kl. 5 tog vi afsted med biler og derefter toget til Delhi. Indtil videre var alt OK. Vi ankom til Delhi og blev indkvarteret på vores hotel og så startede showet. for alvor. Vinod ringede mig op tidlig mandag morgen og forsøgte meget forsigtigt at forklare mig om situationen omkring fly, skyer, hjemrejse .... jeg fattede ikke hvad han sagde, ville ikke forstå det. Bad ham tre gange om at ringe mig op igen. Han må have troet jeg var idiot. Det, som jeg ikke kunne/ville høre var, at vi formentlig var strandet i Delhi i de næste 14 dage i hvert fald. 14 dage i Delhi af alle byer i hele verden så i f..... beskidte, ulækre delhi i 45 gr. varme. Jeg gik næsten i sort, bevarede dog fatningen og fik samlet gruppen og sat dem ind i situationen. Der var mange stærke reaktioner og jeg måtte forsøge at være den, der havde overblikket. Gik op på mit værelse og ringede til Stig og tudede hæmningsløst i tlf. i 10 min. Han lyttede og beroligede mig. Det lettede!

Herfra var det som at være med i en meget dårlig film.  Det ene øjeblik fik vi besked om, at vi kunne komme hjem nu, det andet at luftrummet var lukket igen og at vi var strandet. Der var mange beslutninger, der skulle tages og jeg brugte Charlotte og Hanne som mine sparringsparter og i forening fik vi, uden at vide det på tidspunktet,  taget de rigtige valg. Vinod var også en god støtte og han hjalp os meget. Vi tog til lufthavnen mandag aften, som om flyet afgik planmæssigt, hvilket vi godt vidste det ikke gjorde, men det viste sig dog at være en klog beslutning. British Airways tog hånd om os og indlogerede os på Crown Plaza, det fedeste luxuxhotel, jeg nogensinde har været på. Men vi kunne ikke rigtig udnytte det, der var for meget kaos inde i os til det. Fik hvilet mig lidt, men kunne ikke sove. Om morgenen tirsdag kontaktede jeg igen British Airways gennem hotellet. Der var endnu mere kaos, kunne ikke få en fornuftig besked om, hvad vi skulle gøre, så  efter mange overvejelser besluttede vi os for at sende en lille gruppe til lufthavnen med bagage og forsøge at lægge pres på British Airways, så vi i det mindste kunne få noget at vide. Hanne, Charlotte og jeg tog afsted og bad de andre om at være standby på hotellet klar til at tage til lufthavnen i bedste fald. Ved ankomsten til lufthavnen fik vi fat i en repræsentant fra BA og hun fik booket os ind på et fly til London med afgang samme aften. Det var det eneste fly der afgik, og vi var i syv sind, om vi skulle tage med el. ej, vel vidende at vi ikke kunne komme videre fra London ligesom flere mill. andre mennesker. Efter mange overvejelser fik vi fat i gruppen på hotellet og bad dem komme til lufthavnen hurtigst muligt. Det skulle vise sig at være en meget klog beslutning. Alle blev checket ind med bagage osv. og da vi stod i immigrationen på vej ind til afgangshallen i Delhi, ringede Karen fra GraceTours og spurgte, hvor vi befandt os. Hun åndede lettet op, da hun hørte om vores beslutning om at tage til London og bekræftede, at det var det eneste der var at gøre nu. Pyh ha - det var rart at høre.

Da vi nærmede os Europa fik vi besked om at flyet ikke kunne lande i London, men ville lande i Bruxelles. Vi var lykkelige, så kunne vi da i værste fald begynde at gå hjemad, tage en bus el. et tog, blive hentet - what ever - bare vi kom hjem. Men så nemt skulle det ikke gå. Vi fik ikke lov til at forlade flyet i Bruxelles, for nu var det pludselig igen blevet muligt at lande i London og der var kun åbent i lufrummet i en time, så det skulle gå stærkt. Bagagen var taget af flyet i Bruxelles, så det kunne de ikke nå at få med igen. Vi var rasende, men det hjalp selvfølgelig ikke. Der var en fransk dame med flyet, der var blot 20 km hjemmefra, hun gik totalt amok. Forståeligt. Men intet hjalp, vi måtte alle med til London - uden bagage. Der skulle udfyldes formularer - på engelsk - og det var ved at udvikle sig til et mareridt. Vi var sultne, trætte, udmattede og frustrerede og det var svært at holde humøret oppe. Nogle blev meget vrisne, forståeligt nok, men det hjalp jo bare ikke. I Heatrow var alt lukket ned, da vi ankom. Jeg prøvede forgæves, at få kontakt til BA og vi instillede os så småt på at skulle tilbringe en nat i lufthavnen uden ret meget tøj, det var jo i Bruxelles. 4 af os var så heldige, at have vores bagage med til London, så der blev delt sokker og trøjer og hvad man ellers kunne finde ud af . Det blev en lang og kold nat. BA udleverede dog underlag og tæpper til os på et tidspunkt og først kl. 4 om morgenen blev vi tilbudt et hotelværelse. Der skulle træffes en beslutning igen. Vi valgte at blive i lufthavnen i vores lille lejr og igen skulle det vise sig at være rigtig smart.

På det her tidspunkt havde jeg ikke sovet i næsten 3 døgn, men jeg var nødt til at gøre noget. Så kl. 05.30 fandt jeg en meget venlig mand fra BA, der rådede mig til at stille mig i en re-booking kø med flere tusinde andre, så det gjorde jeg og Charlotte, min tro væbner, stillede sig sammen med mig. Hanne bragte mad og vand og opmuntring. Der stod vi så og stod, mens køen langsomt bevægede sig fremad i 4 ½ time. Da vi endelig nåede til counteren, var vi optimistiske og helt euforiske, uvidende om den gyser, der ventede de næste 15 min. Der afgik et fly til København kl. 14.25 og vi kunne komme med - YES. Men smilet blev hurtigt tørret af, da det viste sig, at man ikke kunne booke grupper til det fly og vi havde kun en gruppebillet. Manden, der ekspederede os, var enormt sød og forsøgte at berolige os, gav os små bolsjer og talte beroligende til os, arbejdede som en sindssyg for at få os på flyet. Desperationen må ha stået malet i vores ansigter. Vi måtte vende os om, så vi ikke kunne se skærmen, hvor der blev ved med at stå: not confimed group, måtte huske hinanden på at trække vejret. Det er de længste 15 min. i mit liv. Pludselig lyser den søde mand op i et stort smil og siger de forløsende ord: You are confirmed. Vi råbte op og dansede og da vi stod med vores boarding card i hånden til alle 14 i gruppen, kunne vi næsten ikke tro det. " Du skal sige det til dem" hørte jeg Charlotte sige, "Du skal sige det til dem". Hun lød som et lille barn, der glæder sig til juleaften. Vi gik hen i et hjørne og stod lige så stille sammen og lagde hvert enkelt boarding card ind i passene. Det var helt terapeutisk, vi omfavnede hinanden og gik tilbage til gruppen med de gode nyheder. Der blev selvfølgelig vild jubel, men der var stadig ikke helt sikkerhed for, at flyet rent faktisk ville lette og først da vi sad i flyet på vej til København, turde alle tro på det. Jubelen ville ingen ende tage, da vi endelig kunne sætte benene på dansk jord igen og vi var meget glade for at se vores familie og venner igen. Jeg var så heldig at min datter stod der med min skønne lille Tjalfe på armen, der lyste op i et stort smil, da han så mig. Fantastisk.

Resten er bare kedelige detaljer. Nogle mangler stadig deres bagage, får den forhåbentlig snart leveret.

Fik skøn frisk sushi da jeg kom hjem og har sovet som et barn i nat i min egen seng. Men jeg er stadig påvirket af de her døgn og har måttet aflyse Yogaen indtil mandag. Har ondt i halsen og er omtåget og konfus. Det tager lige et par dage at få bearbejdet den her oplevelse.

Og så tænker jeg alligevel på, hvor heldige vi har været. At komme hjem under de her omstændigheder med blot et døgns forsinkelse - selv om det føles som et år - vel vidende at der sidder mange mennsker rundt om i verden og bare venter. Jeg tænker på dem og sender dem lys og kærlighed.